Kategoriarkiv: Planteleksikon

Røllike (Achillea millefolium)

Røllike er en alsidig nytteplante, og blevt brugt til alt fra medicin og mad til magi. Røllike er stærk og karakeristisk i smagen, og velegner sig til både som spiseplante og krydderi:

  • unge blade til salater
  • snittede/hakkede blade som drys til mad
  • kogte blade som tilbehør til mad
  • blomster til kryddersnaps
  • tørrede blomster og blade som krydderi

Røllike er en gammel og kendt lægeplante, der indeholder mange aktive stoffer fx æteriske olier. Den har bla beroligende effekt, stimulerende på fordøjelsen, og er vand- og sveddrivende.

Der er intet giftigt i den, men ved indtagelse af meget store doser kan den forårsage hovedpine og svimmelhed. Nogle mennesker reagerer allergisk overfor røllike. Gravide skal undgå at spise planten.

  • Vokser på enge, græsplæner, vejkanter, overdrev, strandenge osv.
  • Flerårig, 15-50 cm høj urt med en stiv, opret vækstform. Stænglen er sej og lidt håret.
  • Bladene er meget krakteriske – dobbelt fjersnitdelte – og mørkegrønne.
  • Blomster i juli-september med små hvide eller svagt lyserøde blomster, der sidder i en tæt halvskærm.
  • Naturligt hjemmehørende i Danmark.

Peberrod (Armoracia rusticana)

Peberrod er mest kendt for sin strærktsmagende rod, og bruges oftest som krydderi. Men også andre dele af planten kan spises:

  • revet rod som krydderi
  • unge blade til salater
  • unge blade og skud blendes til pesto og smoothies
  • blade til stuvninger og supper

Peberrod indeholder tre gange så meget C-vitamin som citroner, og indeholder også kalium, calsium, magnesium og fosfor.

Peberrod stimulerer stofskiftet og fremmer fordøjelsen.

Før peber og chili kom til Europa, var peberrod og senap de eneste kendte stærke krydderier.

  • Vokser i vejkanter.
  • Flerårig, op til 150 cm høj staude med busket vækst.
  • Danner en bladroset med med 30-50 cm lange ovale blade med glat voksbelagt overflede.
  • Blomstrer omkring starten af juni med hvide korsblomstrer, som sidder i en op til 1,5 m høj blomsterstand.
  • Roden er en stor pælerod, nogle tilfælde nærmest knoldformet.
  • Flygtning fra haver. Stammer orindeligt fra Asien, og blev bragt til Europa ca 1000 år siden.

Mælkebøtte (Taraxacum officinale)

Mælkebøtten kendes af alle – og alligevel ikke helt; arten deles nemlig i flere hunderede underarter som kun eksperterne kan kende forskellen på. Hele planten er spiselig og kan spises rå, men på grund af nogle bitterstoffer bliver den ofte tilberedt på en eller anden måde:

  • unge blade til salater
  • ældre blade til stuvninger og supper
  • blomster til saft- og vinfremstilling
  • blomstrknopper rå eller kogt
  • frø males til mel
  • rødder til stuvninger og supper
  • ristede rødder som kaffeerstatning

Mælkebøtte indeholder masser af calsium og A-vitamin, og også en god kilde til C-vitamin.

  • Vokser på udyrkede arealer, på græssede marker, i haver og langs vejkanter – stort set i alle steder, hvor der er lyst og den øvrige vegetation er lavt.
  • Flerårig, 15-45 cm høj urt, som danner en grundstillet roset af blade.
  • Bladformen kan variere meget, men er grundlæggende elliptiske, og så alt fra næsten hele til dybe, høvlformede lapper. Bladoversiden er friskgrøn, mens undersiden er mat lysegrøn.
  • Blomstrer i april-maj (græssede eller klippede planter kan blomstre helt frem til september). Blomsterstanden sidder på en opret hul stængel, og er en samling af masser af små gule tungeformede blomster.
  • Rodnettet består af en kort lodret rodstok, en kraftig og dybtgående pælerod, og nogle tynde siderødder.
  • Naturligt hjemmehørende i Danmark.

Løgkarse (Alliaria petiolata)

Løgkarsens navn beskriver godt hvordan den smager, nemlig som en slags blanding af hvidløg og karse. Det er en alsidig spiseplante – både som krydderi og grønsag – og det meste af planten kan bruges:

  • unge blade til salater
  • ældre blade til stuvninger
  • blomster som spiselig pynt til salater/på brødet
  • knuste frø som krydderi
  • rod som krydderi
  • toppe og skud kan blendes til pesto

Løgkarse indeholder C-vitamin, men har ellers ikke den helt store næringsmæssig værdi. Derfor er den nok traditionelt brugt mere som krydderi eller tilbehør, end som en decideret madplante.

Argeologiske undersøgelser viser, at løgkarsen blev brugt allerede i stenalderen, for 6.000 år siden, og kaldes derfor som historiens allerførste krydderurt.

  • Vokser i skovbund og krat.
  • 2-årig, 20-100 cm høj urt med en opret vækst.
  • Bladene ved roden er nyreformede og danner en krans. Bladene længere oppe (2. år) er hjerteformede med store takker.
  • Blomstrer i maj-juni med små hvide korsblomster samlet i en stand. Frugterne er aflange skulper.
  • Naturligt hjemmehørende i Danmark.

Kløver (Trifolium sp.)

Kløver findes i flere arter, hvoraf de mest almindelige i Danmark er Hvidkløver (Trifolium repens) og Rødkløver (Trifolium pratense), som begge bruges på den samme måde:

  • unge blade til salater
  • blade til supper og stuvninger
  • blomster som spiselig pynt til salater osv
  • tørrede blomster til te
  • tørrede knuste blomster som tilsætning i mel
  • tørrede frø og frøbælger males til mel
  • rødder til stuvininger

Kløver indeholder masser af protein.

På trods af at Kløver godt kan spises rå, er den ikke let for mennesker at fordøje. Så skal man spise større mængder af kløver, er det bedst at koge eller stage den først.

  • Vokser i skovbund og krat.
  • Flerårig, 15-30 cm høj urt med en krybende (Hvidkløver) eller opstigende (Rødkløver) vækst.
  • Bladene sidder spredt, og de er trekoblede med elliptiske småblade. Oversiden er græsgrøn, med hvide aftegninger (Hvidkløver), mens undersiden er ensartet og lysere.
  • Blomstrer i maj-september med karminrøde (Rødkløver) eller hvide (Hvidkløver) smalle ærteblomster, der sidder samlet i endestillede hoveder. Frugterne er bælge med 1-3 frø.
  • Hvidkløver er naturligt hjemmehørende i Danmark, mens Rødkløver menes at stamme oprindelig fra Mellemøsten og så efterhånden forvildet i Danmark.
Kirsebærblomme

Kirsebærblomme (Prunus cerasifera)

Kirsebærblomme – eller Mirabel, som det også ofte kaldes – giver en stor høst af frugter med frisk smag. Den forveksles nemt med sine nære slægtninger (fx Blomme, Kræge og Slåen), men det behøver man ikke være urolig over da de alle anvendes på den samme måde:

  • frugtkød – rå eller tilberedt – til mad og drikke
  • frø/”sten” som mandler (Obs! Må kun bruges i små mængder da de indeholder giftig blåsyre)

Kirsebærblommer (frugterne) er forfriskende og gode for fordøjelsen.

Kirsebærblommen formodes at være Haveblommens stamfader – eller i hvert fald en af dem. Den bruges ofte som grundstamme til Blomme, og derfor kan man opleve upassede Blommetræer der skyder vildskud med Kirsebærblomme, dvs hvor der vokser både blommer og kirsebærblommer i det samme træ.

  • Vokser i hegn og skovbryn.
  • En stærkt for­grenet busk eller et mindre træ med tynde grene med spid­se torne. Barken er grønlig.
  • Bladene er 3-7 cm lange, elliptiske til ægformede med en frisk grøn farve.
  • Blomstrer i april-maj med hvide blomster samtidig med løvspring.
  • Frugterne er gule eller røde, næsten kuglerunde eller lidt spidsede, og modner i jule-august.
  • Forvildet hegnsplante, der stammer oprindeligt fra de vestlige og centrale dele af Asien.
Hyld

Hyld (Sambucus nigra)

Hyld og hyldeblomstsaft er nok kendt af alle. Men hyld kan også anvendes på andre måder:

  • blomster til saft, te og salat, og som krydderi til snaps, kryddersalt osv
  • stegte blomster som mad
  • bær til saft, suppe og vinfremstilling
  • Syltede umodne bær som kaperserstatning

Hyldebær har et højt indhold af A- og C-vitamin.

Være opmærksom på at bærrene må aldrig spises rå, men skal koges minimum 20 minutter (eller varmebehandles på en anden måde) før de bruges.

  • Vokser i hegn, skov og krat.
  • Lille, løvfældende træ eller en stor busk med oprette hovedgrene og hængende sidegrene. Ofte flerstammet.
  • Bladene er uligefinnede med ovale småblade, og med savtakket rand. Bladoversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn.
  • Blomstrer i juni-juli, med små hvide blomstrer, der sidder samlet i flade halvskærme. “Bærrene” er sorte stenfrugter.
  • Naturligt hjemmehørende i Danmark (eller muligvis indført i stenalderen 5000-8000 år siden).

Humle (Humulus lupulus)

Humle er mest kendt i forbindelse med ølbrygning, men har også mange andre anvendelsesmuligheder. Som spiseplante er Humlen kommet i fokus med det såkaldte Nye Nordiske Køkken. Flere dele af planten kan spises:

  • helt unge skud til salater
  • unge blade til salater
  • [yngre] blade til stuvninger
  • kogte/dampede unge skud “som asparges”
  • hun-blomster til te, saftfremstilling og ølbrygning
  • hun-blomster til salater
  • panerede hun-blomster som snack

Humle indeholder bitterstoffer der er bakteriedræbende, fremmer dannelsen af mavesyre og er vanddrivende. Hun-blomsterne indeholder stoffer der er beroligende.

  • Vokser i grøftekanten, skovbryn og lysninger på fugtig bund.
  • Flerårig, slyngende urt med op til 6 meter lange ru stængler. Barken er grøn eller gråbrun. Skuddene er besat med fine kroge, som planten hager sig fast med.
  • Bladene er håndlappede eller fligede med takket kant. Begge sider er lysegrønne og ru.
  • Han- og hunblomster er på forskellige individer. Hanblomsterne sidder som gulgrønne toppe i skudspidsen, mens hunblomsterne sidder som kogleagtige “humlekopper”.
  • Stammer oprindelig fra det centrale Europa, men vokser forvildet i Danmark
Havtorn

Havtorn (Hippophaë rhamnoides)

Havtorn er et gammelt nordisk bær, som var gået lidt i glemmebogen, men som så har fået en oprejsning i forbindelse med “det nye nordiske køkken”:

  • bær spises rå, eller bruges til syltetøj, saft, grød, kryddersnaps…
  • tørrede bær til te, salater, brød

Havtornbær indeholder masser af C-vitamin (optil 400mg /100g bær), og desuden bla. A-, B-, E- og P-vitaminer samt antioxidanter, omega-7 fedtsyrer og kostfibre.

Smagen af bærrene kan variere betydeligt fra busk til busk, så gælder om at prøvesmage sig frem, og så huske de bedste busker.

Havtorn er også en medicinplante, og hjælper blandt andet til mavesår.

  • Vokser i åbne kystnære områder.
  • Løvfældende, op til 6 meter høj med en åben og opret, stiv vækstform. Alle skud har talrige grentorne.
  • Bladene er linje- eller lancetformede. Oversiden er grågrøn og spredt behåret, undersiden er sølvhvid og tæt håret.
  • Blomstrer i maj-juni. Hunlige buske bærer om efteråret og ud på vinteren gule eller orangerøde frugter.
  • Naturligt hjemmehørende i Danmark.
Eg

Eg (Quercus sp.)

Eg findes i mange arter, hvor af måske omkring 15 vokser i Danmark. De alle kan bruges på den samme måde:

  • agern til mel og kaffeerstatning
  • blade til syltning

Agern kan i princippet spises rå, men er meget bitre på grund af et højt indhold af tannin (garvesyre), og kræver så derfor ofte en eller anden form for specielbehandling.

Agern indeholder ca 50% kulhydrat, 30% fedt, 10% protein og vand, samt kalk og fosfor.

  • Vokser i skov og krat.
  • Op til 35 m højt løvfældende træ med en bred krone. Stammen er kort og tyk med svære og krogede hovedgrene.
  • Bladene er omvendt ægformede med med 3-7 par brede, afrundede eller spidse lapper. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lysere.
  • Blomstrer kort efter løvspring om foråret. Frugterne (agern) modner langsomt, ved nogle arter tager det et år.
  • Nogle af arterne er naturligt hjemmehørende i Danmark, mens de fleste er indførte.