Løn (Acer) er en slægt der består af mere end 100 arter, hvoraf omkring 15 vokser i Danmark. Almindelige, og spiseplantemæssigt interessante, er fx Ahorn (Acer pseudoplatanus) og Spidsløn (Acer platanoides). Flere dele kan bruges i madlavingen:

• bladknopper og spirer kan spises rå, eller bruges til forskellige tilberedte retter
• plantesaft drikkes, eller koges til sirup
• frø spises rå, eller i forskellige tilberedte retter

Den kommercielt producerede “ahornsirup” (som egentlig burde hedde “lønsirup”) laves af saften fra Sukkerløn (Acer saccharum) eller Sort Løn (Acer nigrum), som begge er udbredte i det nordøstlige Nordamerika. I øvrigt er det et blad af Sukkerløn der er afbildet på det canadiske flag – hvilket passer godt sammen med at 75% af verdens “ahornsirup” produceres netop i Canada.

Skovløg er en af de vildtvoksende løg der findes i den danske natur, og er endda forholdvis almindelig – men som kun få rigtig lægger mærke til. Smagen minder om Ramsløg, og hele planten kan spises:

• unge blade til salater
• snuttede blade til supper eller som drys på brødet
• løg bruges “som små skalotteløg”
• dampede blade som tilbehør
• hele planten kan blendes til pesto

Skovløg er tidlige blevet dyrket som køkkenurt, men har så efterhånden måttet vige for andre type løg i køkkenhaven.

Vild Pastinak er en flygtning fra køkkenhaver, der drives så godt i naturen, at den er blevet et problem og ses som en invasiv plante i Danmark. Den vilde Pastinak har noget mindre og mere sej rod end den dyrkede form har, men kan bruges på nogenlunde samme måde:

• unge rødder spises rå
• rødder som suppeurt
• ristede frø som krydderi

Vild Pastinaks rødder bliver seje og træede med alderen, så det gælder om at samle så unge rødder som muligt, og fra førsteårsplanter.

Obs! Pastinakkens plantesaft indeholder stoffer der i kombination med sollys kan give misfarvninger på huden, eller endda forårsage vabler og brandsårslignende udslet. Brug hansker! Og ha’ også plantesaftproblematikken i tankerne, hvis du planlægger at spise den rå!

Vild Gulerod er vildformen af den dyrkede Gulerod (Daucus carota ssp. sativus), og kan i princippet andvendes nogenlunde samme måde – dog skal man tage højde for at der er en ganske markant forskel på rodens størrelse og konsistens:

• unge rødder spises rå
• rødder anvendes som suppeurt

Ligesom de dyrkede gulerødder, indeholder de vilde også masser af vitaminer og mineraler.
Rødderne bliver hurtigt træede, så det er kun helt unge rødder fra førsteårsplanter man kan spise rå.

Fund af frø ved argeologiske udgravninger viser at Vild Gulerod sandsynligvis blev brugt som føde allerede i forhistorisk tid.

Nøkkerose eller Hvid Nøkkerose kendes ofte under navnet Hvid Åkande – hvilket er lidt forvirrende da Nøkkeroser (Nymphaea) og Åkander (Nuphar) er to forskellige planteslægter. “Hvid” kan også diskuteres da blomsten egentlig findes i flere farvevarianter. Men en ting er sikkert, Nøkkerose er ganske flot, og så kan dele af planten også bruges til mad:

• malede jordstængler som tilsætning i mel (Obs! Kræver specielbehandling, må ikke spises rå!)

Nøkkerosens jordstængler indeholder protein (6%) og masser af stivelse (40%), og er blevet brugt som nødmad fx om vinteren når madreserverne er løbet tør og andre afgrøder ikke er tilgelige endnu.

Hele planten er svagt giftig, så jordstænglerne skal behandles før de kan spises. Stænglerne ranses, knuses og tørres. Derefter males de, og melet gennemskyldes og vaskes grundigt. Melet tørres igen, ristes (1 time 180-200 °C), blandes sammen med “almindelig” mel, og kan så bruges fx til brødbagning.

Grå-Bynke kendes nok mest i en lidt ærgerlig sammenhæng, nemlig som en af de mest udbredte pollenallergi fremkaldende planter i den danske natur. Men den har dog også en nytteværdi, og kan bla bruges i madlavningen:

• unge skud rå eller kogt
• snittede blade til supper osv
• skud og blade som smagsgivende fyld i fjerkræ
• blomstrende topskud til kryddersnaps

Obs! Grå-Bynke er ret markant i smagen, og indeholder desuden forskeligge stoffer som man ikke bør indtage i større stil. Derfor er planten mest anvendelig i små mængder som en smagsgivende indegriens i maden, og ikke som en decideret “grøntsag”.

Tidligere har man brugt Grå-Bynke (i stedet for Humle) i ølbrygning. Den er også blevet brugt i tunge og svært fordøjelige kødretter, da den indeholder stoffer der mørner kød og fremmer førdøjelsen.

Hestekastanje er mest kendt som prydtræ i byernes parker og boulevarder, men findes også forvildet i naturen, og kan bruges som spiseplante:

• frø (kastanjer) males og vaskes, og mel bruges til madlavning

Hestekastanjer er meget næringsrige, men indeholder sæbestoffer der gør dem bitre og svagt giftige. De skal altid behandles, og kan ikke spises rå. En gammel finsk “opskrift” lyder: Hestekastanjerne tørres, og derefter knuses/males til mel. Melet sættes i blød i lunken vand blandet med soda (for et døgn). Melet drænes, og sættes i blød i nyt vand (for 2 timer), gentages 4-6 gange. Melet drænes og tørres.

Hestekastenjer er blevet brugt som erstatning for marcipan og kokosmel.

Laver man mad i naturen, kan man passende bruge knuste hestekastenjer som sæbe til at vaske hænder med og til opvask.

Viol er en kæmpestort planslægt med flere hundrede arter, der er spredt over de tempererede egne af verden. I den danske natur findes der over ti arter, hvoraf almindelige er fx Krat-Viol (Viola riviniana), Marts-Viol (Viola odorata), Hunde-Viol (Viola canina) og Stedmoderblomst (Viola tricolor). De alle kan bruges på den samme mode:

• unge blade til salater
• ældre (og unge) blade til supper
• blomster som spiselig pynt til salater/på brødet
• blomster som smagsstof til likør og kryddersnaps
• kandiserede blomster som pynt til desserter

Violblomster indeholder C-vitamin, bladene tillige A-vitamin.

Merian eller Almindelig Merian eller Oregano er en alsidig krydderurt og spiselig pynt:

• friske eller tørrede blade og blomsterskud som krydderi
• blomster som spiselig pynt til salater/på brødet

Merians smag bliver stærkere når den tørres.
Merian er nok mest kendt fra det middelhavske køkken – i pastaratter, pizza og kebab, og som vigtig krydderi i græsk salat. I det nordiske køkken er Merian blevet brugt især til fiskeretter.

“Oregano” som vi køber i butikkerne er ofte underarter eller kultiverede variationer af Almindelig Merian, eller blandinger med fx Have-Merian (Origanum majorana) og Tyrkisk Merian (Origanum onites).